- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt





  

      

   



 


  

  



      


Biltest: Mazda MX-5 2,0

SKYACTIV-G Roadster Homura


Så levende som en bil kan være


Af Søren Clauding – august 2023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Salgstallene taler deres tydelige sprog: Flere end 1,2 millioner Mazda MX-5 er blevet solgt på verdensplan siden introduktionen. Den næsten kult-agtige kompakte sportsvogn, bygget på ægte sportsvognspræmisser, lever oven i købet i bedste velgående og er i stadig udvikling, omend det ofte er detaljerne, der rettes til for at gøre model-serierne eller måske rettere varianterne lidt forskellige.

 

Når man køber en Mazda MX-5 er det ligesom med klassiske biler. Man behøver ikke være bilnørd, for at fryde sig oven en køretur med vind om ørene og nærkontakt med kørebanen. Men det gør på ingen måde noget at være det. For er det ikke herligt i en verden fyldt med uro og internationale stridigheder, at kunne glæde sig over detaljer som fx de fine røde Brembo-bremser, der kan skimtes bag BBS alu-hjulene. Og dele erfaringer og oplevelser med andre MX-5 ejere, brugere, samlere eller for den sags skyld mennesker, der blot drømmer om engang at opleve den lille roadster.



Ubeskrivelig køreoplevelse

Intet under, at Mazda MX-5 har opnået kult-status. Den er en levende legende, så levende som nu en bil kan være. Men ret beset føles den meget levende, når man smutter lidt hurtigt omkring et gadehjørne eller oplever, hvordan den klæber til asfalten på snoede landeveje. Egentlig er fart ikke et kardinalpunkt, for det har lovgiverne alligevel sat en begrænsning på de fleste steder. Men køreoplevelsen er unik, den er næsten ubeskrivelig, præcis som mange af de største glæder, man kan opnå her i livet.

 

Mazda MX-5 er lig med oplevelser. For plads er der ikke meget af. Ikke desto mindre oplever man naturligt nok især i sommerperioden både danske og udenlandske turister på langtur, måske med en bagagebærer på bagklappen eller simpelthen bare en tandbørste i inderlommen. Heldigvis er den moderne verden parat til at tage imod enhver slags rejsende, når man måtte have brug for et sted at sove.



Prissat med fornuften i behold

Og så har man også lettere ved at løfte betalingen for oplevelsen, for den billigste Mazda MX-5 koster fortsat ingen herregård. 295.000 kroner for en spritny roadster, godt nok med den lille 132 hestes motor, men den rækker for rigtig mange mennesker, hvor oplevelsen ikke er begrænset til, hvor hurtigt man kan nå 100 km/t.

 

Men indrømmet, omdrejningspunktet for den aktuelle genoplevelse af Mazdas kultbil, altså denne prøvekørsel, er noget hurtigere. Den har i hvert fald potentialet til det. Den er i bund og grund ikke meget forskellig fra vores seneste møde med den vævre lille sag, det var 100 års jubilæums versionen vi kørte tilbage i 2021. Nu handlede det om Homura udgaven, hvor prisen er eksakt den samme som i 2021: 415.100 kroner (så, nej, undskyld, ikke helt den samme – listeprisen er 100 kroner højere her to år senere, men det kan man vel handle sig fra…).

 

Masser af oplevelse for pengene

Et faktum er det i hvert fald, at man uanset modelvalg får masser af valuta (læs: oplevelse) for pengene. Og uden at have dyrket brugtvognsmarkedet er det vores gæt, at MX-5 også holder prisen ganske godt, men det må andre kloge sig på. Erfaringer er der i hvert fald rigeligt af, for den første MX-5 så dagens lys i 1989. OK, det fortæller også lidt om salgstallene, men ret beset: 1,2 millioner solgte fabriksnye eksemplarer af en bil, som kun kan bruges til nydelse og beskeden persontransport, ret imponerende.

 

Mazda MX-5 er virkelig i fortsat udvikling, for fabrikken foretager til stadighed småforbedringer. Én ting er de førnævnte Brembo bremser med 280 mm skiver både for og bag (ventilerede fortil og massive bag), men en version som MX-5 Homura har også Matrix LED lygter, Bose lydanlæg med 9 højtalere og Recaro sportssæder i læder og Alkantara – som det er en god idé at prøvesidde, inden man i en eller anden euforisk tilstand blot skriver under på slutsedlen uden at have prøvesiddet bilen (man skal nemlig ikke have et alt for bredt bagparti, hvis man skal føle sig til rette).

 

Samme bagagerumsplads med og uden

Og a-pro-pos bagparti: Egentlig er det befriende, at man ikke skal om-rokkere indholdet i bagagerummet, blot fordi man vil køre med kalechen nede. Der er 130 liter derude bagtil, med og uden kaleche. Det rækker til en kabinekuffert, måske to af de mindre slags, plus et par småtasker eller personlige genstande, for nu at blive i luftfarts-terminologien (og så kan man jo trods alt også bruge pladsen bag bagsæderne, når kalechen er i brug).

 

Men siden er man da også på det nærmeste flyvende. Samme motor som i jubilæums-versionen, dvs. ganske kort: 2-liters benzinmotor, ingen turbolader, som giver et rart konstant accelerationstræk, op til 184 hestekræfter og så kan den nå de 100 km/t på 6,5 sekunder, hvis man vil. Gennem kurverne er man hjulpet af kraftige støddæmpertårn-stivere.



Anti-kritiske bemærkninger

Og for så lige at være rustet imod kritiske bemærkninger af miljøaktivistisk karakter: Den lille bil vejer ikke i nærheden af det, en elbil naturligt mønstrer af kg. Med blot 1025 kg vejer en MX-5 2,0, oven i købet inklusive fører, kun omkring det halve af fx en Tesla, for nu at nævne et bilmærke i nogenlunde samme prisklasse, der med en god portion afgiftsrabat fører sig frem for tiden. 14,5 km/l er det officielle WLTP-måltal, men det omhandler jo alene energiforbruget ved kørsel i bilen.

 

Som bekendt er der ikke mindst et ret stort energiforbrug forbundet med produktionen af en bil, og da en MX-5 ville koste langt under det halve, hvis den også opnåede afgiftsrabat, er det næppe helt virkelighedsfjernt at forestille sig, at fremstillingen af den lille roadster er noget billigere og mindre energitung end fremstillingen af moderne elbiler. Hvilket køretøj, der så giver størst værdi for den enkelte bruger, er helt individuelt. For selvom danskere ofte udråbes til verdens lykkeligste folkeslag, har vi endnu ikke set et brugbart værdimål på lykken som bilejer endsige på den fryd, der er forbundet med at cruise ud ad landevejen med kalechen nede på en varm sommerdag.

 

Og for resten, MX-5 findes også med fast tag, den hedder RF, men den er der ikke mange der køber. Blot lige en lille slutbemærkning…

Andre Mazda prøvekørsler – find dem hér >>>


Læs også vores test af 100-års jubilæums udgaven
Videotest: Mazda MX-5 SKYACTIV-G 2,0 184 hk

Vi har prøvekørt den lille Mazda MX-5 roadster med den nye 184-hestes 2-liters SKYACTIV-G motor. Ægte kørefornøjelse pakket luksuøst ind i 100 års jubilæumsudstyr. Bilen er næsten identisk med den nu prøvekørte Homura version. Fuld HD.



Model:

Mazda MX-5 2,0 SKYACTIV-G Roadster Homura

Listepris:

Kr. 415.100

Motor og transmission:

4 cyl. SKYACTIV benzinmotor 2,0 l. 184 hk/7000 omdr./min. 205 Nm/4000 omdr./min. 6 M/T. Spærredifferentiale. Baghjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning (WLTP):

6,5 sek./ 219 km/t/ 14,5 km/l /155 g/km

Længde:

3,92 m

Bagagerum 130 liter

Værd at bemærke:

17” alufælge. Nøglefri betjening. Fuld adaptiv LED. Multijusterbart læderrat. Fartpilot. Recaro læder+alkantara sæder med varme. 2-zone Klimaanlæg. El-sideruder. 7” skærm. Garmin navigation. Rear cross traffic alert. Vognbaneassistent. Regnsensor. Bakkamera. Bose lydanlæg med 9 højtalere.


Link til importøren

En MX-5 har et handskerum med plads til to par handsker, for det er installeret mellem sædernes ryglæn.



Kalechen er manuel, selvom billedet kunne indikere en slags automatik.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt